Sognebåndsløsning

Som medlem af folkekirken hører du til den kirke i det sogn, hvor du bor. Her har du ret til at få foretaget kirkelige handlinger. Ønsker du imidlertid at høre til en anden kirke end der, hvor du bor, kan du løse sognebånd.

Grundene til sognebåndsløsning kan f.eks. være, at du er fast kirkegænger i en anden kirke end sognekirken, og at du derfor ønsker et formaliseret tilhørsforhold. Du kan også være flyttet, men stadig ønsker at høre til i din gamle menighed.

Den oprindelige grund til at loven om sognebåndsløsning blev indført var, at folkekirkens medlemmer ikke skulle være tvunget til at få foretaget kirkelige handlinger i bopælssognet, hvis man f.eks. ikke brød sig om den lokale sognepræsts teologi, forkyndelse og kirkelige retningspræg. Man skulle derfor kunne tilslutte sig en anden præst og menighed.

Sognebåndsløsning til Nr. Bjert Kirke
Ønsker du at løse sognebånd til en præst i Nr. Bjert Kirke, skal du først rette henvendelse til den præst, du vil høre til. Herefter skal du udfylde blanketten om sognebåndsløsning. Blanketten skal sendes eller afleveres til kordegnekontoret eller kirkekontoret i Nr. Bjert og underskrives af præsten før sognebåndsløsningen træder i kraft.

Klik her for at downloade blanketten til sognebåndsløsning.