I Nr. Bjert tæt ved Kolding ligger Nr. Bjert Kirke.
Kirken ligger lidt højt tæt ved den gamle landevej gennem landsbyen og ses fint her fra.
Nr. Bjert Kirke blev bygget i 1889. Kirken er tegnet af J. C. Fussing, som også har tegnet Grene, Verst og Jordrup kirker, ligesom han medvirkede ved opførelsen af Sct. Machaelis Kirke i Kolding.
Nr. Bjert Kirke blev opført efter langvarige tovtrækkerier mellem de fattige fiskere i Strandhuse og de velhavende bønder i Nr. Bjert.
Oprindeligt var kirken en rødstenskirke, men i begyndelsen af 40'erne blev den under en større restaurering omdannet til en hvidkalket kirke. Ved samme lejlighed blev rejsningen på taget ændret, ligesom tårnet blev ombygget, hverefter det fik en umiskendelig lighed med Saint-Germain-des-Prés Kirken i Paris. Det var Søren Jørgensen, præst ved kirken i 40 år, som var primus motor i dette renoveringsarbejde.
Atter i 2000 gennemgik kirken en større renovering, hvor blandt andet gulvet blev udskiftet, ligesom bænke blev malet, så farverne passer bedre til orgel og orgelpulpitur, som blev opbygget et par år forinden.
Kirken har fladt bjælkeloft og gule/sorte klinker på gulvet. Granitdøbefonden står midt for altereret, og en smuk altertavle er omkranset af 2 store vinduer med mosaikker.
Der er 24 bænke i Nr. Bjert Kirke. Der er plads til 6-7 personer på hver bænk.
Kirkens orgel er bygget af Th. Frobenius.